Pages Navigation Menu

Religion – hvorfor?

Det er et følsomt spørgsmål. Hvorfor har man overhovedet ”brug” for en religion? Er det fordi, vi ikke har nok faste holdepunkter her i livet? Er vi bange for det ukendte? Har vi konstant brug for svar på alt? Man kan også vende den om og sige; hvorfor har vi IKKE brug for religion? Er vi for kloge? Mener vi, at videnskaben har svar på alt? Og de ting, videnskaben ikke har svar på er bare ting, som mangler at blive bevist? Lommefilosofi er der nok af. Dét der betyder noget, er dig. Dit personlige forhold til begrebet tro. Hvilke værdier står klarest for dig? Og hvad giver dig ro at have i hovedet, når du er utryg, i sorg eller i en anden form for negativ følelse? Dybest set er svaret jo unvierselt. Dét som giver de fleste religiøse mennesker ro i hovedet, er visheden og troen på, at der er ”noget” som er der for dem. ”Noget” som accepterer dem præcist, som de er. Med alle de både positive og negative personlighedstræk. Er religion så bare et desperat behov for accept af den, vi er? Ifølge mig – nej. Religion er en meningsgivende faktor. Det er en måde at forstå verden omkring os på – ligeledes de mennesker, som er i den. Jeg kan mærke min religion, når jeg ser på træerne, som springer ud i det tidlige forår. Det er ”væren”….noget er tilstede. Jeg kan mærke min religion, når jeg går med min søn i hånden, og han klemmer lidt ekstra om min hånd for at signalere, at han elsker mig fordi, jeg er hans far. Det er kærligheden – den ubrydelige og stærke kraft, som gang på gang overvinder naturens love. Jeg kan mærke min religion, når jeg ser et stjerneskud på en klar nattehimmel. Det er det uendelige, store og uforståelige. Kort sagt; jeg har ikke ”brug” for min religion. Den ER der – og jeg forstår den.

(Visited 339 times, 1 visits today)